Entasis arkitekter - Jægersborg Kaserne
Entasis arkitekter vinder konkurrencen om et plejecenter på Jægersborg Kaserne i Gentofte Kommune og følger derved op på sidste års vinderprojekt i konkurrencen om Søndergaard Plejecenter i Ballerup Kommune.
Et nyskabende plejecenter med begreberne ”hjemlighed” og ”værdighed” i centrum bygges i historiske omgivelser i Gentofte hvor Jægerborg Kaserne og Ibstrup Slot før det lå.
Totalentreprenør: HHM Entreprise
Arkitekt: Entasis
Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen
Specialister i evidensbaseret design og sundshedsbyggeri: Archimed
Ingeniør: Moe & Brødsgaard
Gentofte Kommune kan med afgørelsen af totalentreprisekonkurrencens vinderforslag revitalisere området hvor Jægerborg Slot engang lå som et naturligt og storslået centrum for området. Hvor stedet førhen var forbeholdt de få der kunne tage på jagt med Kong Christian d. 5. i Jægersborg Dyrehave med Jægersborg Slot som den herskabelige ramme, skal en ny park med et nyt slot, med nye længe- og sidebygninger invitere alle indenfor.
Gentofte Kommune har i samarebjde med borgere og det kommende personale skabt et fornemt og visionært værdiprogram, der stiler ambitiøst mod værdighed, hjemlighed og tryghed. Kommunen har efterspurgt nytænkning af boligen og badeværelset der synes at have fundet en hospitaliseret matrice gennem de sidste 10-15 års plejecenterbyggeri.
Entasis og Archimed har taget udfordringen op og skabt en helt ny type plejebolig der er et hjem frem for en hospitalsstue. Boligerne organiseres omkring et indre gårdrum der kan anvendes som samligssted til hverdag og til fest. Bevægelsen rundt om gården sker gennem et forløb af stuer en suite der afløser de gængse plejecentres difuse fællesarealer.
Boliger og fællesarealer knytter sig til det nye Slot der rummer en festsal og en wellnessafdeling. Slottet er anlægets omdrejningspunkt der som Spreckelsens Triumfbue i Paris vinkles kækt i forhold til det aksiære anlæg. Hvor aksen i fordums tid pegede på konge, gud og fædreland åbner vinklingen af Slottet for en demokratisering af bygning og landskab, med beskeden om at alle er velkomne. Arkitekturen går i dialog med stedets poetiske karakter, med fornemme materialer og rolig formgivning.
Med dette projekt fortsætter Entasis sit arbejde med stedsspecifik arkitektur som før er blevet anerkendt i stor og lille skala; fra det nye Forsvarsakademi på Svanemølle Kaserne, over udbygningen af Karen og Ebbe Clemmensens Kildeskovshal til den store vision for omdannelsen af Carlsberg i Valby til en ny levende bydel. |