Arkitektonisk eksperimentarium i industritidens spor

Hvor Aalborgs eternitfabrikker engang lå, rejser sig en ny, fager og grønnere verden fra det tunge industriområde. Eternitten er navnet på den 11,4 hektar store grund, som i industriens tidsalder summede af produktivitet og var arbejdsplads for mange mennesker. KPF Arkitekter as er et af mange arkitektfirmaer, som skal realisere rammerne for Aalborg Kommunes ambitiøse visioner for området.


Af Helle Hartmann Nielsen


KPF Arkitekter er udførende arkitekter bag det første erhvervsbyggeri, kaldet ’Visionshuset’, på den gamle industrigrund, en bynær og central placering. Designoplægget er udarbejdet af Marco Evaristti, og KPF står for den arkitektoniske realisering, med alt hvad dette indebærer. Arkitektfirmaet har selv forelsket sig i det fantastiske kontorhus, og rykker ind blandt de øvrige lejere til marts.

 

Et visionært byudviklingsprojekt 

Eternitten er et stort og gennemgribende byudviklingsprojekt, som Aalborg Kommune sammen med bl.a. en af grundejerne, Søren Enggaard A/S, har mange spændende intentioner med. Beliggenheden af den gamle industrigrund er ideel som nutidigt og fremtidigt erhvervs- og boligområde, og fra kommunens side drømmer man om at skabe et arkitektonisk eksperimentarium, hvor det gamle industri-månelandskab omdannes til morgendagens bymiljø i Aalborgs midtby.

 

Dog vil enkelte ’fyrtårne’ i form af arkitektonisk bevaringsværdige bygninger, siloer m.v. få lov at stå, og dermed tilføre det moderne miljø en snert af industriel sjæl, med bånd til stedets historie.

 


Særlige udfordringer og muligheder

Dét er ikke noget dårligt udgangspunkt for et ambitiøst og idérigt arkitektfirma, og hos KPF Arkitekter as er man da også særdeles tilfredse med opgaven, som stiller store udfordringer. Fx skal alt gå op i en højere arkitektonisk enhed med lokalplanen og den for området udarbejdede helhedsplan.

 

– Kontorbyggeriet på grunden er unikt med sjove, skæve vinkler, hvide betonelementer og sorte vinduer, fortæller arkitekt maa og partner Jan Krogh fra KPF Arkitekter. – For os som udførende arkitekter på både dette og andre dele af Eternitten ser vi udgangspunktet som perfekt, med unikke faglige og kreative udfordringer, helt i tråd med målsætningen for vores tegnestue.

 

– Vi oplever et rigtig godt samarbejde i dialog med Aalborg Kommune og Søren Enggaard as, som er meget visionære og åbne. Også med entreprenøren MT Højgaard og ingeniørfirmaet Cowi har vi et frugtbart samarbejde, fortsætter Jan Krogh.

 

– I forvejen havde vores tegnestue brug for bredere fysiske rammer, så da det kommende kontorfællesskab på Eternitten begyndte at tage form, stod det klart for os, at det var her vi skulle rykke ind. Her skabes det ideelle rum for kreativitet, med en høj grad af funktionalitet for en moderne virksomhed i vækst. Vi flytter ind i et lejemål på ca. 550 m2 i kontorhuset, som i øvrigt har Søren Enggaard as som bygherre.

 

Sammen med en række andre spændende virksomheder kommer vi til at drage fordel af de smukke og velfungerende rammer, og de fælles mødefaciliteter placeret i en smuk, 4-etagers mellembygning med et 4-etagers højt foyer-rum. Vi får en rigtig god logistik, hvilket har stor betydning for os, ikke mindst nu, hvor vi er i stærk vækst, fastslår Jan Krogh, som forventer sig meget af det nye miljø for videndeling i det grønne og inspirerende område tæt på bymidten.

 

KPF Arkitekter er endvidere involveret i flere erhvervsbyggerier samt boliger på Eternitten, samt parkeringshuset og Føtex lige ved siden af.

 

– Også indretningen af fx fællesfaciliteter og indretning af flere lejemål har vi været inde over. Her er stilen minimalistisk med en indretning, der komplementerer husets arkitektur, og hvor passende kontrastfarver tilfører smukke, visuelle effekter. Interiøret er designet, så det passer godt ind i arkitekturen, betonen, stålet og glasset, slutter arkitekt maa Jan Krogh.

 

Læs online