Af Helle Hartmann Nielsen


Helt nyt liv til 70’er-boligområde

Alt for mange almennyttige lejemål i store områder med boligblokke bærer præg af den lidt kiksede tankegang, man havde i halvfjerdserne.

 

Intentionerne var fine nok, men virkeligheden blev ofte en anden, og forværredes som tiden gik.

 

Men der ligger stadig et stort potentiale i disse kvarterer, og griber man en renovering rigtigt an, kan man skabe en helt ny profil og løfte boligerne ind i fremtiden.


Et forbillede for en sådan renovering er det ambitiøse projekt, AKB Lundtoftegade på Nørrebro i København. 

 

Her bor 2.000 mennesker i 742 lejemål, og renoveringen for 150 mill. kroner sker i tæt samarbejde mellem aktørerne, og ikke mindst med beboerne.

 

Drømmeprojekt 

– Jeg vil gerne rose ejendomsfunktionærerne, fordi de evner at informere alle beboerne på en måde, så arbejdet glider glat i hele det omfattende og komprimerede projektforløb, fortæller afdelingschef Lars Nielsen hos B. Nygaard Sørensen A/S, hovedentreprenør på opgaven. – Vores samlede entreprise løber op i 80 mill. kroner.

    

– Det er et drømmeprojekt for os, for selv om vi i forvejen har stor erfaring med alsidige og udfordrende projekter, så udmærker dette projekt sig særligt, ved at give os lejlighed til at spille på alle tangenter og bidrage med hele paletten af B. Nygaard Sørensen’s kompetencer, fortsætter Lars Nielsen. 

 

Forbilledligt samarbejde 

– Karakteristisk i forløbet er det forbilledlige samarbejde, som vi oplever til alle sider – både bygherren AKB/KAB, Landsbyggefonden, Københavns Kommune, Pålsson Arkitekter, som projekterede – og alle håndværkerne, som er med til at realisere det visionære projekt. For at styrke sammenholdet, så folk på byggepladsen bliver bedre til at hjælpe hinanden på tværs i det daglige arbejde, har vi lige afholdt et socialt arrangement på pladsen – en lille fodboldturnering for alle de hårdtarbejdende håndværkere og teknikere.


Det var en stor succes for samarbejdets ånd, siger Lars Nielsen, som bl.a. deler ros ud til pladschef Tjørn Durhuus, de to byggeledere Morten Christoffersen og Henrik Lykkebo, og til tømrerformand John Børgesen. – Alle er med til at få projektet til at glide glat, og arbejdsmiljømæssigt har vi som altid været på dupperne, og har indtil nu ikke har haft alvorlige arbejdsulykker i forløbet. B. Nygaard Sørensen er arbejdsmiljø-certificerede, og vi har en krone-smiley.

 

– Vi har egen produktion på tømrersiden, 10-15 tømrere og 3-4 lærlinge har været beskæftiget på sagen, tilføjer Lars Nielsen. – I alt er 50 håndværkere konstant beskæftiget på byggesagen, som har kørt siden november 2010 og forventes afsluttet maj 2013. En stor del af arbejdet udføres i de 5-etagers blokke, D og F. Her er 80 eksisterende 1- og 1 ½-rums boliger lagt sammen til 30 familieboliger i Blok D.

 

D og F har fået nye glasfacader udvendigt på altangangene, nye udvendige trappetårne i glas, handicap-lifte i stueplan, nye altaner og dørpartier, efterisolering, og eksisterende trapperum inddrages til beboelse, mens altangange istandsættes. I blok D er der kommet ny klimaskærm mod altangangene, nye vand-, varme- og afløbsinstallationer, og etablering af ventilation med indblæsning.


– I hele bebyggelsen er kælderarealer blevet istandsat, pulterrumsvægge i kældrene er udskiftet fra træ til tråd- og metalvægge, hoveddøre er udskiftet med nye, indbrudshæmmende døre, og vinduerne mod altangange er indbrudssikrede. Derudover er taget i blok F blevet isoleret, og trappeopgangene i de høje blokke er sat i stand, med nye glasfacader og indbrudshæmmende foranstaltninger. – For at give hver boligblok sin egen visuelle identitet, får de et individuelt, bølgende mønster i silketryk på de glasfacader, der monteres på svalegangen.


Mønsteret er designet af Pålsson Arkitekter.

 

 

Det danner tilsammen et å-mønster fra blok til blok, der kæder dem sammen og refererer til Ladegårdsåen, som bugtede sig her i gamle dage, men i dag ligger under asfalten. Monteringen sker ved vores underleverandør, HB Trapper A/S.


B. Nygaard Sørensen

Til næste år fejrer B. Nygaard Sørensen A/S 25-års jubilæum. Gennem tiden er virksomheden vokset støt, og udfører total-, hoved- og fagentrepriser inden for nybyggeri, byfornyelse, ombygning og renovering, med udgangspunkt i offentlige samt indbudte licitationer.


– Generelt lægger vi vægt på professionel styring af tid, kvalitet og økonomi, samt ikke mindst et godt samarbejde med alle involverede parter i byggeprocessen. Vi vil gerne gennemføre projekter, som alle kan være stolte af, og det er netop tilfældet med dette visionære projekt, som forvandler et klassisk betonboligkvarter fra 70’erne til et moderne og attraktivt, trygt boligområde i hovedstaden, slutter Lars Nielsen.